1. Hvordan har De oplevet det første år som Den Danske Ambassades forsvarsindustriattaché i USA?
Det første lille års tid har været virkelig spændende og meget anderledes end Frankrig og Paris, hvor jeg flyttede fra. Der er himmelvid forskel mellem at handle i USA i forhold til Europa.

Børnene faldt hurtigt til i skolen, og så var der ro på bagsmækken. Tiden er gået lynhurtigt – især de seneste fire måneder. Der har været fuld smæk på, men pludselig opdager man begrænsningerne. Der er nu engang kun syv dage på en uge og 24 timer i døgnet.

2. Hvordan indgår den grønne dagsorden i arbejdet med at styrke Danmarks samarbejde med USA på sikkerheds- og forsvarsområdet? 
Der er to sider af dette spørgsmål. På den ene side sætter den amerikanske forsvarsindustri spørgsmålstegn ved, hvad den grønne omstilling skal gøre godt for, og hvordan den skal finde sted. På den anden side er der den strategiske side. Det er der, vi skal tilstræbe os på at gøre os gældende. Det handler om at være fremtidsorienteret og hjælpe USA med at gøre sig uafhængig af fossile brændstoffer og introducere grøn bæredygtighed.

De væbnede styrker har et astronomisk stort, men også presset budget, hvor fokus – med god grund – har været på de militære kapabiliteter, men disse nedslides, og det er man klar over i toppen af det amerikanske forsvar. Her kan man godt se, at en investering i vedvarende energikilder til den næste generation af forsvarsmateriel vil være uafhængiggørende og dermed styrke det amerikanske forsvars resiliens.

Vi har ikke italesat den grønne omstilling som et problem endnu, men det er på dagsordenen. Når man ser på mængden af amerikanske militære kapaciteter, der er ved at blive nedslidt, så bliver det snart aktuelt. Og når det sker, skal der være et sted at gå hen: Danmark. Vi skal stå klar med et grønt program og grønne eksempler, der kan indgå i et pilotprojekt. USA slår først til, når der er et økonomisk incitament.

3. Hvordan gribes en så omfattende opgave som at gøre en forsvarsindustri klimaneutral an?
Forsvarsindustrien er privat, og der kan vi ikke gøre hverken til eller fra i forhold til at gøre industrien grøn. Vi må huske, at Danmark ikke kan gøre industrien grøn gennem et forsvarsindustrielt samarbejde. Danske samarbejdspartnere kan inspirere, men ikke drive den grønne omstilling.
Heldigvis findes der allerede et hav af grønne løsninger i dual-use industrien (den industri, der både kan anvendes civilt og militært, red.), men i sidste ende kræver den grønne omstilling som nævnt et økonomisk incitament.

4. Hvordan arbejder amerikanerne selv med at omstille forsvarsindustrien i en grøn retning?
Når vi har at gøre med den private sektor, så anser den sig selv som forsvaret af USA. Forsvaret af USA handler ikke om grøn omstilling. Når forsvaret ikke er orienteret i retning af den grønne omstilling, så er det ikke et fokus. Den grønne omstilling i USA er betinget af cool cash og ikke god samvittighed.

5. Hvordan inddrager De som forsvarsindustriattaché dansk viden om grøn innovation og teknologiske løsninger i Deres arbejde?
Som nævnt er den grønne omstilling i den amerikanske forsvarsindustri betinget af, at det giver økonomisk mening, men ’NATO Climate Change and Security Centre of Excellence’ i Montreal, Canada ligger også under mit område, og de ser anderledes på det. Her har man indset vigtigheden af den grønne omstilling.

6. Hvilke reaktioner møder De?
Jeg har ikke talt grønne løsninger ind i forsvarsindustrien endnu, men når man taler med mennesker, der tidligere har interesseret sig for emnet, så er de godt klar over, at der skal ske noget. Fortællingen handler ikke om en omstilling fra fossil energi, men om en omstilling til en grøn hverdag.
Man er klar over, at verden lider, og det gør USA også selv. Man har haft tornadoer i marts og mere utilregneligt vejr både vinter og sommer. Om man vil tilskrive det mere ekstreme vejr menneskeskabte klimaforandringer, er et spørgsmål om, hvor velfunderet man er. De højere lag kender godt sammenhængen. Hvis USA stadig vil bestå, være resilient og verdensførende, så skal man følge med på den grønne omstilling.

7. Hvordan oplever De generelt amerikanernes holdning og tilgang til den grønne omstilling?
Der er selvfølgelig steder, hvor holdningen er progressiv. Det gælder de store byer og universiteter såsom Berkeley, Harvard, Yale og så videre. Jeg tror dog også, at man har indset alvoren i de byer, der netop har været ramt af en tornado. Nød lærer som bekendt nøgen kvinde at spinde, og det gælder også i USA og i den amerikanske befolkning. Den grønne omstilling skal nok komme, men næppe lige så hurtigt som i Europa. Det er mere opportunistisk i USA, og første skridt på vejen bliver at finde et lavere forbrug i transportsektoren. Friheden og retten til selv at bestemme kendetegner den amerikanske befolkning, og man stejler per princip mod ny lovgivning. Men hvem ved. Det kan jo være, at forsvarsindustrien går hen og viser vejen. Hvis der er et godt narrativ, så får det også gang på jord.

8. Hvilke naturoplevelser har De haft, mens De har boet i USA?
Vi har ikke haft de helt store naturoplevelser endnu. Der er desværre lidt færre skoleferier, end vi er vant til fra Frankrig. Men vi har set den amerikanske natur i og omkring Washington, og den kan godt fremstå europæisk. Hele familien har sat sig for at nå at se alle hjørner, ikke nødvendigvis alle 50 stater, men alle naturstørrelser. USA er jo et overflødighedshorn af storslået natur.

9. Hvad savner De ved den danske natur, når De bor i udlandet?
Jeg føler mig velbevandret i den danske natur, og jeg kan nå det hele, når jeg besøger Danmark. Så er landet trods alt heller ikke større. Jeg nyder det gammelkendte i Danmark, men jeg vil ikke sige, at jeg savner naturen derhjemme. Jeg er jævnligt tilbage, og jeg oplever naturen sommer, vinter, forår og efterår. Heldigvis byder Washington D.C. også på alle fire årstider.